Forsiden » andemosevej, børneliv, forsiden, øboere

- Der er god holdånd på Fejø

8/5-2010 4.529 visninger 1 kommentar

Mette Naur og Kasper Tøgern legede med tanken om at flytte til Fejø allerede i 2003, hvor der var en stor artikel i Politiken, der handlede om Fejø og det arbejde, den daværende Bosætningsgruppe lavede. Da parret havde sejlet en del og Kaspers familie havde bekendte på Femø, kendte de godt til selve området, men Fejø blev det ikke til. I 2003.

Kasper og Mette købte i stedet et rækkehus på Amager. Da de havde boet der i fire år, slog tankerne om Fejø pludselig ned i dem igen. De tog atter et kig på www.fejoe.dk og besluttede sig for at booke en weekend på Kernegaarden hos Kai og Anita. I løbet af weekenden talte de med Michael og Pia og Kai og Anita. De kørte rundt og så på huse, og da var huset på Andemosevej 29 netop kommet til salg. Tre uger efter tog de til Fejø igen for at se rigtigt på huset.

- Da var vi solgt. Vi blev enige om, at hvis vi nogensinde skulle flytte til Fejø og væk fra København, så skulle det være det hus her, og så skulle det være nu. Mens børnene var små, fortæller Kasper.

- Ja, det var vigtigt at gøre det, inden Ida skulle starte i skolen. Der var også en masse andre småting, der gjorde det: Sofus var enormt ked af at gå i vuggestuen, og fornemmelsen af at aflevere ham i en stor institution var ikke særlig rar. Vores naboer på Amager flyttede pludselig til Silkeborg, og det viste os jo, at man kunne godt tage sådan et spring uden at kende nogen på forhånd. Og så blev jeg gravid, mens vi gik og snakkede om det, så vi skulle nok alligevel have rykket et eller andet sted hen. Der var en masse småting der gjorde at vi tænkte, at skulle det være, skulle det være nu, fortæller Mette.

Da Mette og Kasper gjorde sig overvejelser i 2003, var det Kasper der trak i land.

- Jeg var ikke selvstændig og havde et job, jeg var glad for. Det var for stort et spring. Men i mellemtiden blev jeg selvstændig, og da jeg så hørte, at der ikke var nogen murermester hernede, tænkte jeg, at det nok heller ikke var så svært at etablere sig som murermester. Det var lykkedes i København, hvor der var tusindvis af murermestre. Så kunne det vel også lade sig gøre her, hvor der ikke var andre, selv om kundegrundlaget var meget mindre.

Kurs mod Fejø i 2008
Så Mette og Kasper kastede sig ud i øeventyret og flyttede 1. maj 2008 til Fejø med Ida, Sofus og lille nyfødte Johanne. Eventyret har indtil videre haft en god begyndelse:

- Det har været dejligt. En masse søde mennesker. Vi er rigtig glade for vores sted her, den gode plads og den store have. Og naturen. Børnene er faldt supergodt til. Ida er lynhurtig til at få venner, så det er meget nemt for hende. Mht. Sofus kunne vi godt ønske, at der var lidt flere drenge på hans alder. Men ellers leger Sofus med mange af pigerne, siger Kasper.

Kasper arbejder nu som selvstændig murermester på Fejø, og Mette pendler til Nakskov. Hun er ansat i Lolland Kommune i Social- og Psykiatrisektoren. Det er et lovkrav, at alle unge skal have mulighed for at tage en uddannelse, så langt de fleste kommuner opretter deres egne uddannelser. Mette har været med til at oprette Lolland Kommunes uddannelse og underviser nu selv på uddannelsen.

Kasper og Mette er glade for den måde, de har fået indrettet deres arbejdsliv på hvor Mette pendler til Lolland, og Kasper kan være på Fejø. Da de boede i København, kørte begge meget rundt til deres arbejdspladser; mens Kasper var selvstændig, havde han kunder både i Nordsjælland og ved Køge Bugt, og Mette havde også et par timers transport hver dag.

- Jeg kan ernære mig ved at være murermester her på øen. Der er næsten noget at lave hele tiden. Det er jo fantastisk ikke at skulle køre ret langt for at komme til arbejde. Det har været rigtig dejligt, siger Kasper, og Mette nikker og tilføjer:

- Det har været meget heldigt, at der har været nok at lave her på Fejø til, at du kunne blev her hele tiden og ikke er nødt til at pendle. Jeg ved godt, at der er andre familier, hvor begge forældre pendler, men for os ville det være svært, hvis vi begge skulle pendle til Lolland. Det kan ikke rigtig fungere i mit hoved. Det at der ikke ville være nogen af os herovre, hvis der skete noget med børnene. Også med sygdom, så er du mere fleksibel i forhold til det, end hvis du skulle til Lolland nogle gange om ugen for at arbejde. Også mht. hente og aflevere i forhold til færgen. Der synes jeg ville være meget stressende at vide, at man *skulle* nå færgen. Der ville være mere run på. Så det er dejligt, som vi har fået indrettet os i dag.

Et overskueligt og trygt børneliv
Når Kasper og Mette er på arbejde, går Ida på syv år i 1. klasse på Fejø Skole, Sofus på fem går i børnehave i Børnehuset og Johanne på to går i dagpleje hos Maj-Britt. Alle steder er børnene faldet godt til.

- Jeg mener, det er trygt for børnene, at de møder de samme mennesker alle steder, siger Mette og uddyber:

- Det giver dem overskuelighed, at de ikke går i en kæmpe institution. Vores børn gik før i en kæmpe institution med over 100 børn. Her på Fejø kender alle børnene hinanden, og det er de samme voksne, der henter og afleverer i børnehuset, som de går til spejder hos, som de går til gymnastik hos osv. Det tror jeg er rigtig, rigtig godt for dem.

I København var det ikke faldet Mette og Kasper ind at lade deres børn blive passet i hos en dagplejemor, fortæller de, men de er enige om, at forholdene hos Fejøs dagplejemor Maj-Britt på Skovvej er helt i top:

- Johanne bliver passet hos Maj-Britt – og det er supergodt. Ida og Sofus gik i vuggestue, og jeg kan godt mærke at den der meget intime dagpleje, det passer mig rigtig godt. Jeg er rigtig glad for at Johanne er i dagpleje her, for det er godt nok dejligt. Også fordi Maj-Britt er så fantastisk. Hun har et godt tag på børnene, og hun vil dem så gerne, fortæller Mette.

Kasper supplerer:

- Ja, hun er meget dedikeret i sit job som dagplejemor. Det er en fornøjelse at aflevere hver dag.

Når Maj-Brit har ferie kommer børnene i ”gæstepleje” i børnehaven i Børnehuset. Før Kasper og Mette flyttede til Fejø, fik de at vide, at de børn der gik i dagpleje, skulle over til en anden dagplejer på Lolland, når Maj-Brit havde ferie, men det er lavet om nu, og det er de som forældre glade for:

- Jeg ville synes, det ville være svært at aflevere til en fremmed dagplejer, og det betyder jo, at Johanne er lige så tryg ved at komme i børnehuset som at komme hos Maj-Brit. Hun elsker at komme derned til de store og til nogle nye legepladser. Det er helt uproblematisk at aflevere hende i Børnehuset, siger Mette med et smil.

- Ja, det er superheldigt for os, at det kan lade sig gøre. Sofus synes også, det er sjovt, når Johanne er med i Børnehuset, siger Kasper.

Netværk og foreningsliv
Mette og Kasper har fået et andet form for netværk i forhold til hverdagslivet. Der er et større netværk end der var i København.

- Der er sådan en god holdånd her. Vi er jo allesammen i samme båd her, på en eller anden måde. Det kan man godt mærke. Folk bakker op om skole, spejder, Fejøforeningen og alle de andre foreninger: Havhesten, Idrætsforeningen… Folk mødes – og det er hyggeligt at mødes, fortæller Kasper.

Og begejstringen for de mange foreninger og fællesskabet på øen gjorde da nok også sit til, at Kasper sagde ja for et år siden, da han blev spurgt, om han ville stille op til Fejøforeningens bestyrelse, hvor han nu – et år efter – er blevet formand:

- Jeg syntes det lød spændende og synes, det er rigtigt, at vi har en Fejøforening. Det er en god ting. Så sagde jeg ja, og så er det gået slag i slag. Jeg også med i Bosætningsgruppen, og jeg er med i spejdernes bestyrelse og er med til at holde spejdernes loppemarked. Så jeg har rigeligt. Der er nok at se til, siger Kasper.

Mette er med i bestyrelsen i børnehuset:

- Det er fint, og jeg synes det er rigtig sjovt. Det er nok også, hvad jeg kan overskue lige nu med fuldtidsarbejde og tre børn, siger hun.

Villaen for enden af Andemosevej
Mette og Kaspers hus ligger helt ude for enden af Andemosevej 29 i den østlige ende af Fejø og er en stor flot villa i røde mursten med lade og stald. Omkring huset er der en stor have på en hel hektar. Men hvorfor blev det lige det hus?

- Det er stort og dejligt, og det har masser af sjæl. Det er så specielt. Der er så mange sjove detaljer, som er rigtige og dejlige. Vi er ved at sætte førstesalen i stand, og når den bliver færdig, får vi rigtig meget plads, ca. 200 kvm, fortæller Kasper, og Mette forklarer:

- Det er dejligt, at det er så stort. Ikke fordi vi bruger laden og stalden til noget, men bare det, at når vi går og snakker om et eller andet, så kunne de ting faktisk være mulige, fordi vi har så meget plads. Og det er rigtig sjovt at kunne gøre.

Og netop planer om at bruge alt det, de fik med i købet, har den unge børnefamilie mange af. Specielt Mette er haveinteresseret og er glad for den store have, og pladsen til dyrehold er også udnyttet i nogen grad.

- Vi har høns og ænder og nogle udekatte. Og vi har planer om flere dyr, fx bier. Vi har også talt om grise og geder og hunde. Og Ida snakker om heste, fortæller Mette og smiler.

Kasper på førstesalen der er ved at blive sat i stand.

Detaljer fra huset

Hoveddøren med flotte murede dekorationer under taget.

Ikke to er ens.

Den lille havestue.

Dekorationer langs trappen af maler Ras, som dekorerede flere huse på Fejø.

Flot frise igen af maler Ras.

Dekoration og helt speciel lampe i loftet.

Smuk kakkelovn i hjørnet.

1 kommentar »

  • Hanna Mellin :

    En dejlig artikel at læse

Skriv din besked her!

Tilføj din kommentar, eller lav et trackback fra din egen blog. Du kan også blive underrettet om nye kommentarer via RSS.

Vær rar. Tal pænt. Gå efter bolden, ikke spilleren. Ingen spam, tak.