Forsiden » 50+, dybvigvej, øboere

- Vi vil bo et sted hvor man ikke kan købe en bakke æg uden at skulle slå en sludder af

3/2-2010 12.746 visninger Skriv en kommentar

Eric og Else Marie

Else Marie og Eric havde en drøm om at bo på en ø. De besøgte i flere år ti forskellige øer for at finde den helt rigtige ø med den helt rigtige ejendom og den helt rigtige øatmosfære. Efter fem år fandt de det hele på Fejø, der efterfølgende har budt på mange gode oplevelser, bl.a. en uforglemmelig juleaften.

Else Marie og Eric er endnu ikke rykket permanent til Fejø, for ejendommen på Dybvigvej 57 som de købte, var så forfalden at de besluttede at rive den ned og bygge et nyt hus fra grunden. Dette byggeri er i fuld gang, men allerede nu besøger parret øen en til to gange om ugen. Når de er her, bor de i et sommerhus og har travlt med at holde byggemøder med håndværkerne. På kort tid har de også lært mange mennesker at kende og har fået sig en omgangskreds. De har for alvor fået øens værdier ind under huden og tilbringer nu al den tid de kan, på øen.

Eric har passeret de 50, men som 15-årig var han på tur på øen Hjelm øst for Mols, og da sagde han til sig selv:  – Du skal bo på en ø engang. Tanken forlod ham aldrig, og øen blev så Fejø. Det afgørende for ham og hans kone var øens størrelse og en god færgeforbindelse. En dygtig købmand, en række imødekommende øboer og huset med den gode beliggenhed gjorde ikke beslutningen yderligere kompliceret.

Stor nok og lille nok

- Fejø er stor nok til at have en købmand osv. og lille nok til at være en rigtig ø. Færgeturen er kort, kun 15 minutter, og der er mange afgange. I forhold til Sejerø, Femø og Omø er det enormt praktisk. På Fejø hilser folk. Det er så positivt! Og det er så nemt at falde i snak med folk. Vi lejede i starten det her sommerhus et par dage, og næsten med det samme stod vores nabo, Villy, her og spurgte: ”Hvem er I?”. Jeg syntes, det var så hyggeligt. Det gør at du føler dig virkelig velkommen på Fejø, fortæller Eric, og Else Marie tilføjer:

- Og Fejø er en smuk ø. Fejø har smuk natur, æbler, Dybvig Havn og Skalø. Vi nyder meget naturen. Vi går ture og ser gæs, blishøns, harer og fasaner. Her til morgen har jeg løbet 5 km, og Eric har løbet 12. Vi er ude at løbe hver morgen på Fejø. Sådan en sommermorgen kl. 5 og løbe ud ad Storemosevej hvor du er den eneste. Der er bare helt stille. Det er helt fantastisk.

Vil møde andre end sig selv

Eric er erhvervsmand, og man kunne frygte at en person med den profil kunne have svært ved at finde sig til rette på en lille ø i Smålandshavet. Men det lader ikke til at være tilfældet.

- Vi leder ikke efter os selv eller nogen der ligner os eller har de erhverv vi har eller har haft. Tværtom. Vi vil hellere møde nogle andre. Og det har været nemt. Hold op, hvor har det været nemt! Om det er Løg-Ole (Ole Norman, red.), Laust, Jeppe der laver cider, Kai og Anita, Villy og Lone, Hans Aage og Minna eller Lisbet og Erik … Det er nemt at gå rundt, og de er alle sammen  spændende mennesker: så har de ciderproduktion eller noget andet i gang, hvordan gør man det? Laust, han ved sgu noget om sine æbletræer. Det er super. Vi hygger os simpelthen med folk på Fejø. Drivkvaser, møllelaug, jagtforening og jeg ved ikke, hvad vi efterhånden ikke er med i. Det er herlige mennesker, og vi glæder os eksempelvis til hvert eneste arrangement i drivkvaselauget i det hyggelige bådehus i Dybvig Havn – der er en helt særlig stemning. At møde folk på Fejø har vi været meget bevidste om, fortæller Eric og fortsætter med begejstring i stemmen:

- Jeg hørte engang en mand sige, at han gerne ville flytte et sted hen hvor han ikke kunne købe en bakke æg uden at skulle en slå en sludder af. Sådan har vi det også. Vi kan ikke hidse os op over at der er kø ved købmanden. Tværtimod. Så vender man sig om og ser hvem der står bagved, og så siger man goddav og snakker med dem.

Åbne døre

Gæstfriheden og åbenhed. Hjælpsomhed og imødekommenhed. Ro og forankring. Det er nogle af de ord, Eric og Else Marie bliver ved at kredse omkring, når de skal forklare hvad det er de har fundet på Fejø. Eric illustrerer med to Fejøoplevelser:

- Vi har ringet på nogle døre, og vi er blevet lukket ind hver gang.  Om det så var juleaften, så tog vi på besøg. Vi havde hørt at en af vores naboer var alene.  Da vi havde spist sagde vi til hinanden:  – Vi fylder en kurv med et par flasker vin, glas og lidt godter og så går vi på besøg. Vi bankede på, uanmeldt – og vi blev straks budt velkommen ! Og så havde vi en juleaften sammen med Ejnar. Hold kæft, en god juleaften. Ejnar er  tredje generation i en bådebyggerfamilie, og han fortalte og fortalte og hentede bådemodeller og viste dem frem. Han var virkelig interessant at høre på. Dét er bare Fejø! Han tog imod med åbne arme. Tænk, der sidder en ældre mand som har en livserfaring, og så får du lov at komme ind. Det var den bedste juleaften man kan tænke sig.

- Vi bankede også på hos Søren Berthelsen engang. Han havde sagt, at vi skulle kigge forbi, så det gjorde vi selvfølgelig. Et par gange om året arrangerer han ophold for nogle udviklingshæmmede mennesker på skolen. Så sagde han: – Der er nogle af mine elever  oppe på skolen. Om ikke vi ville med op og hilse på? For de ville så gerne, at der kom nogle andre til festen. Han fortalte, at grunden til at de kom til Fejø igen og igen, var, at her hilser folk på dem. Det kan man blive lidt stille over at høre. Nå, men eleverne skulle have diskotek næste aften. De var 29 og nogle lærere, og de ville gerne have os med, og vi sagde ja tak. Jeg havde været til møde i København, og vi hastede herned og nåede det. Vi fik flæskesteg og risalamande, og så var der diskotek og det hele bagefter. Jeg danser som udgangspunkt ikke, men jeg var på dansegulvet i fire timer! Det var så pragtfuldt, og alle var så glade for alt hvad der foregik. Vi følte os meget taknemmelige for, at vi måtte være med.

Skæbnefællesskabet

Eric og Else Marie kan mærke at øsamfundet er meget anderledes end den forstad til København hvor de kommer fra. I storbyer og almindelige villakvarterer oplever man ofte at jo tættere man bor sammen, jo mindre interesserer man sig for naboen. Man kan ikke bare komme på fransk visit. Det er helt anderledes på Fejø, fortæller Eric:

- På Fejø er der en dejlig omgangsform, hvor alle hilser på hinanden, uanset om man kører, cykler eller er til fods. Man taler med alle når man er hos købmanden.  Det er også helt naturligt at man besøger hinanden på en uformel måde, og det er noget, man har glemt i mange villakvarterer i de travle forstæder.  Fejø er et meget venligt sted, venligt i sin natur og venligt i kraft af dejlige mennesker.

- Der findes et nærmiljø hvor dejlige mennesker er fælles om at holde af Fejø.  En ø er et “skæbnefællesskab”, som giver basis for et flot sammenhold. Vi har på Fejø søgt og fundet venskab og samvær med pragtfulde mennesker.

Dejligt usnobbede

Eric uddyber sit indtryk af fejøboerne:

- Vi kan lide fejøboerne for deres åbenhed og hele måde at være på. Det, at man altid hilser på hinanden, er et godt spejl af noget dybere. Fejøboerne er også interessante mennesker med spændende livshistorier fra øen og uden for øen, og rigtig mange fejøboere deler gerne deres egen og andres historier. I villakvarteret er man ikke ”villabo” på samme måde, som man på Fejø er en fejøbo. Vi oplever fejøboerne som dejligt usnobbede og meget åbne.

- Ja, i forstæderne har man nok i sig selv, og det er meget modsat her på Fejø, tilføjer Else Marie.

Færgen sejler til den anden verden jeg har ledt efter

Men der er også ulemper, når man har hus på en ø. En færgeforbindelse for eksempel. Det kræver planlægning, og mange kunne ikke drømme om at bo et sted, hvor man er afhængig af et transportmiddel, man ikke selv ejer. Sådan ser Eric imidlertid ikke på det:

- Jeg er et meget utålmodigt menneske, men det eneste jeg ikke bliver utålmodig over er at vente ved færgen. Da falder jeg helt til ro. Færgen har et formål. Den bringer mig til den anden verden som jeg har ledt efter. Jeg er totalt forelsket i øen og de mennesker der er her.

- Vi er så velsignet på Fejø med stilheden, lyset om dagen og mørket om natten. Vi har noget helt specielt, som andre ikke har. Hvis prisen for det er færgen, så betaler vi gerne.

Netop freden, naturen og stilheden på Fejø finder Eric og Else Marie helt uvurderlig. Eric forklarer:

- Du kan altid finde den “lille stilhed”. Det kræver bare at du kan sætte dig ind i et skab og stikke fingrene i ørerne. Søger du derimod den rumlige, den tredimensionale, den “store stilhed”, så må du flytte til et sted som Fejø. Og kun på en ø har du vandets spejling af lyset fra alle sider, så den store stilhed udfolder sig i en naturkatedral, hvor der er meget højt til loftet.

Indkøbspolitik

Eric og Else Marie tilhører ikke den store gruppe af tilflyttere der vælger ølivet for også at give deres børn en særlig barndom.

- Nej, vi har ingen børn. Men vi mener trods alt at der på Fejø også er plads til et ”segment” som os. Vi kan se stort på om der er skolefaciliteter, det er korrekt, men så er der nogle andre ting vi har mulighed for at gøre som hjælper øen, fx at handle hos købmanden osv. Vi har måske sparet lidt op og kan ofre lidt på nogle af øens ting, siger Eric beskedent og fortsætter:

- Vi gør vi et stort nummer ud af at købe hvad vi kan på Fejø. Vi kan ikke bo her hele ugen endnu, men vi køber ind på Fejø og tager varer med nordpå og aldrig omvendt. Altså det vi nu kan slæbe med op: Sodavand, vaskepulver og gud ved hvad. Vi har en politik om at de gæster vi har på Fejø, og dem har vi mange af, som udgangspunkt ikke får serveret noget, heller ikke vin, uden at det kan fås hos købmanden på Fejø.

Eric køber også benzin på Fejø på Bjarkes lille Q8-tank. 

- Jeg har Q8-kort, men det morsomme på Fejø er at Q8-kortet kan ikke bruges i standeren, fordi det er et kreditkort, så derfor skal jeg helst købe når Bjarke er der. Og så slår man jo en sludder af med Bjarke. Jeg kan ikke købe benzin uden at skulle slå en sludder af. Det er da vældig, siger Eric og smiler begejstret.

Ingen tom snak

På Fejø slipper man anonymiteten 100%, for her kender mange hinanden. Det er Eric og Else Marie meget bevidste om, og de er ikke kommet til Fejø for at være anonyme. Selvom Eric som nævnt er erhvervsmand, føler han sig ikke  ”stemplet” som sådan. Stillingsbetegnelser og andre oplysninger fra et cv er nemlig ikke noget fejøboerne hænger sig specielt i.

- Der er sjældent at nogen spørger til vores arbejde, eller hvad jeg har lavet tidligere fx. Det er fint. Ens identitet er ikke ens arbejde her på Fejø. Det er den helt store forskel, og jeg synes det er dejligt, siger Else Marie, og Eric supplerer:

- Jeg kan lægge mit jobliv fra mig, når jeg er her. Når vi er sammen her, snakker vi ikke om virksomhedsledelse, topskat og aktiekurser. Det er en stor fornøjelse. Vi snakker i stedet om æbler, drivkvaser, møller eller noget andet. Fornuftige ting. Det er absolut ikke tom selskabssnak.

Hvad hjertet er fuldt af

At Eric og Else Marie har truffet det store valg at bygge hus på Fejø, er ikke gået upåagtet hen blandt parrets venner og bekendte.

- Mange har selvfølgelig spurgt:  – Hvad vil I på en øde ø?, fortæller Eric og indrømmer:

- Jo, det ville være nemmere at forklare at man havde købt hus et andet sted. Men jeg kan mærke når vi fortæller om fejøboerne:  – Så var vi til drivkvasefest. – Så var vi til fest på skolen. – Så var vi til jagtforeningsbanko. – Så var vi i Nyhavn og sælge æbler, så begynder folk alligevel at lytte og medgive at vi ”har sgu noget  på den ø”. – Ja det kan du tro! Og så fortsætter jeg.  Jeg fortæller dem om købmanden, om Villy og Lone, om Løg-Ole, om Ejnar, om Helen og alle de andre. Ja, om stilheden og naturen, og Jørgen Elektriker og Charlotte, Erik og Lisbet, Minna og Hans Aage, Klaus og dusinvis af andre. Og vi håber bestemt at lære mange flere mennesker at kende på øen. Hvad hjertet er fuldt af … It goes on and on. Det er sgu specielt.

- Hvad du fortæller til andre om et sted, er jo den bedste test til at afsløre hvad du egentlig føler for det sted. Jeg – og dem der lægger øre til – er ikke i tvivl, siger Eric og smiler.

Kan vi give en hånd, er det fint

Eric og Marie er begejstrede for øen, men har også en ydmyg holdning til ølivet. De lægger vægt på at kunne komme både på kroen og i kirken, som man siger, og ikke mindst hos købmanden!

- Som øbo skal du være villig til at være en del af ølivet og glæde dig over det. Det falder os nemt. Vi har ledt efter Fejø, blandt andet  pga. øens mennesker. Vi er ikke kommet for at lave ting om, men kan vi give en hånd med er det fint nok. Det er den profil vi forsøger at have. Vi vil gerne give en hånd, men det er ikke os der bestemmer. Jeg er vant til at bestemme i mit job, og sådan skal det ikke være her, siger Eric.

Eric og Else Marie er sikre på at Fejø er det rigtige valg for dem. De glæder sig til at  deres hus bliver færdigt og håber at den traditionelle stil, som de har valgt, vil falde i øboernes smag.

-  Vi håber at vi med vores hus i Dybvig laver noget som fejøboerne synes om. Vi ønsker at bidrage til øen. Vi er taknemmelige for den måde fejøboerne har behandlet os på, og vi håber at kunne vise os værdige til at være en del af samfundet og være ”fejbattinger”, selvom vi ikke er født på Fejø, slutter Eric.

Skriv din besked her!

Tilføj din kommentar, eller lav et trackback fra din egen blog. Du kan også blive underrettet om nye kommentarer via RSS.

Vær rar. Tal pænt. Gå efter bolden, ikke spilleren. Ingen spam, tak.